Arbejde Adlers Hus
35 31 12 22

Nyheder

Socialt udsatte mellem tryghed og utryghed

3. december 2020 af Torben Larsen 

På Arbejde Adlers Aflastning i København opholder mennesker sig midlertidigt af sundhedsmæssige og/eller sociale grunde, fordi de ikke umiddelbart kan være andre steder. De fleste af borgerne kommer efter hospitalsindlæggelse. De skal komme sig fysisk, måske gennemføre et særligt træningsprogram, og for de fleste af dem skal der endvidere ske en social sagsbehandling, der kan føre til skift af bolig, eventuelt visitation til plejebolig, botilbud eller lignende.

For dem alle sammen gælder det, at opholdet er midlertidigt. Og netop midlertidigheden er hovedtemaet i den etnografiske undersøgelse, som ph.d. Jon Dag Rasmussen har gennemført over en 8 måneders periode i huset. Den etnografiske undersøgelsesmetode er valgt for at få en så grundig beskrivelse som muligt af, hvad der sker, når midlertidigheden er et fremherskende vilkår. Det viser sig da også, at ventetid og usikkerhed om, hvad den nærmeste fremtid bringer, er medvirkende til at svække effekten af opholdet.

Undersøgelsen peger på, at borgerne efter en kort periode, hvor situationen kan virke uoverskuelig og måske kaotisk, falder til ro og oplever trygheden ved at være i rammer, hvor omsorgen prioriteres helt på højde med plejen. I rapporten beskrives, hvordan denne situation opnås gennem samspillet mellem borgerne og personalet. Imidlertid er der en række faktorer, der udfordrer trygheden, og de kan overordnet set beskrives i begrebet usammenhængende sagsbehandling. Uanset hvilke svartider, sagsbehandlingsparadigmer eller andre ting, der forklarer sagsbehandlingsforløbene, opleves de af mange af borgerne som usammenhængende og tilfældige, hvorfor de er med til at øge usikkerheden for, hvad der skal ske.
 
Rapporten kan hentes her (link).

Rapporten kan også rekvireres i en trykt udgave ved at sende mail til tl@arbejdeadler.dk
Sidst i rapporten er en række stemningsbilleder fra Arbejde Adlers Aflastning. De er taget af kunstneren Maj-Britt Boa.


 

Fokus på alkoholdemens

19. oktober 2020 af Torben Larsen og Dorte S. Andersen
I en artikel i Kristligt Dagblad sætter Bestyrelsesformand Torben Larsen og Centerchef Dorte S. Andersen fokus på alkoholdemens
– en skadevirkning efter langvarigt alkoholmisbrug som desværre får meget lidt synlighed i alkoholdebatten.
Artiklens forfattere slår blandt andet til lyd for oprettelsen af langt flere plejehjemspladser specifikt oprettet mennesker med mennesker med alkoholrelateret demens.

Du finder artiklen her

Diakon: Den samfundsmæssige foragt for de ældre og svage viser sig i de ord, vi bruger om dem

6. august 2020 af Dorte Schiønning Andersen, cand.psych., diakon og centerchef i Arbejde Adlers Aflastning
Noget af det første, jeg lærte af min daværende underviser i socialpsykologi, var, at den prestige, ens brugere og patienter nyder i samfundet, smitter af på os, som arbejder for og med dem. Der er for eksempel mere prestige i at indoperere silikonebryster på privatklinik end at stå i et fixerum og redde narkomaners liv. Der er mere prestige i at lappe topatleter sammen end at passe børnehavebørn, mere prestige i at lede en gruppe selvkørende konsulenter end at holde sammen på en flok børn med adhd og så videre.

Eksemplerne står i kø og minder os dagligt om, at der altså ”er forskel på folk” i vores samfund.

Den afsmittende prestige viser sig på mange måder. For eksempel i, hvordan man taler om visse faggrupper, hvordan man aflønnes i forskellige erhverv, samt hvor mange ressourcer der stilles til rådighed, så opgaverne kan løses fagligt forsvarligt.

Sommerens debat om – og megen kritik af – plejen af ældre på plejehjem er et godt eksempel på, hvordan en samfundsmæssig foragt over for en bestemt befolkningsgruppe (her de ældre) ender med, at et fagområde fagligt og ressourcemæssigt udhules så meget, at der til sidst sker svigt.

Vi står lige nu med mulighed for et direkte kig ind i nogle helt konkrete uværdige og sørgelige situationer, og efterfølgende kan vi nemt enes om, at det er for galt. For det er det. Men hvor er det galt? Og hvorfor?

Undersøger vi, hvordan vores mest sårbare medborgere behandles, springer nogle grupper straks i øjnene: vores svageste ældre, vores socialt udsatte, vores handicappede og vores børn. Fælles for de fire grupper er blandt andet, at de har ganske få ressourcer samt ringe mulighed for reelt at påvirke politik og opinion. Og så koster de samfundet penge.

Især det med pengene gør tilsyneladende ondt på mange af os – også når de kommunale budgetter lægges. Det viser sig også i, hvordan vi taler om disse medborgere. Tænk på ord som ”ældrebyrden”, ”socialnassere”, handicappede er ”gøgeungen” i den kommunale økonomi og så videre.

Foragten i disse udtryk afspejles direkte i de utilstrækkelige ressourcer, vi vælger at afgive til omsorg for samfundets svageste. Er man tæt på plejen og omsorgen for ældre og socialt udsatte, får man nemt det indtryk, at de faktisk helst ikke må koste samfundet noget. Ikke når der føres valgkamp, eller en grim sag rammer medierne, naturligvis. Men ellers.

Den samfundsmæssige foragt for de ældre og svage viser sig også i retorikken om de faggrupper, som har uddannet sig til at hjælpe dem.

I sidste ende handler det om, at vi som samfund altid foragter og forarmer de svage
På den ene side giver vi dem ansvaret for komplekse plejeopgaver og stiller store krav om udtalt empati og omsorg for vores dyrebare ældre.

På den anden side er det helt gængs at omtale deres arbejde som ”at tørre røv”. Mange af mine kolleger er social- og sundhedsassistenter, og de hører jævnligt deres arbejde omtalt på den måde. Tag lige ordene i øjesyn. Man har reduceret et medmenneske til at være ”en røv”. Og en fagligt uddannet person til at være ”den, der tørrer røven”.

Ord og menneskesyn har magt. Begge dele er afgørende for, hvilke pleje- og omsorgstilbud vi skaber som samfund. Fortsætter vi med at gøre ældreplejen til et foragtet arbejdsområde, der jagtes i budgetter og sparekataloger, udhuler vi området endnu mere. Forsætter vi med at omtale og lønne fagområdets ansatte så ringe, som vi gør, vil vi fortsat have problemer med at rekruttere de rigtige fagpersoner med de rette holdninger til opgaverne. I sidste ende handler det om, at vi som samfund altid foragter og forarmer de svage.

Debatindlægget er bragt i Kristeligt Dagblad og kan læses her.
 

Kontanthjælpsloftet

25. februar 2020 af Kirsten Gadsbøll
Kontanthjælp er en ekstraordinær økonomisk, social ydelse, der gives til borgere – og familier – som midlertidigt ikke er i stand til at forsørge sig selv eller sin familie på grund af en indtruffen social begivenhed. Hjælpen udbetales ikke, hvis man har formue eller ens ægtefælle kan forsørge en. Og man skal være tilmeldt jobcentret for at kunne få kontanthjælp, ligesom man skal modtage de job- og aktiveringstilbud, der tilbydes. Gør man ikke det, mister man retten til kontanthjælp.
’Kontanthjælpsloftet’ er en grænse for, hvor meget man månedligt samlet kan modtage i økonomisk hjælp samt boligstøtte, hvis man modtager kontanthjælp eller overgangsydelse (tidligere integrationsydelse). Grænsen er individuel og vurderes fra sag til sag ud fra nogle lovmæssige krav.
Desuden afhænger grænsen for, hvad man samlet set kan få, blandt andet af alder, om man er forsørger, gift/ samlevende eller enlig. Hvis ens samlede ydelser er over grænsen, vil man få mindre i særlig støtte eller boligstøtte.
Hvis man arbejder, samtidig med at man får kontanthjælp eller overgangsydelse, kan man måske få udbetalt mere i boligstøtte og/eller særlig støtte. Selv ganske få timers arbejde kan betyde, at man får udbetalt en større del af den tilkendte boligstøtte og/eller særlige støtte.
Landsforeningen Arbejde Adlers formand Torben Larsen mener følgende om kontanthjælpsloftet:
”Loftet er uheldigt af to grunde: For det første skæres der hårdt i hjælpen for tusindvis af i forvejen plagede mennesker, hvilket gør dagligdagen virkelig vanskelig. For det andet sætter det fokus på Kontanthjælpsloftet egentlige formål, nemlig at tvinge udsatte borgere endnu længere ud for samfundets midte”. Altså kan loftet potentielt forringe sammenhængskraften i samfundet.

225-timers reglen

25. februar 2020 af Kirsten Gadsbøll
Hvis man arbejder, får man større fordele
Kontanthjælpsloftet betyder, at man får en større fordel ved at arbejde – selv få timer om ugen giver en fordel. For når man arbejder, er det kun en del af lønnen, der fratrækkes i kontanthjælpen eller overgangsydelsen. Samtidig får man lov til at beholde mere af sin særlige støtte eller boligstøtte. Det vil sige, at jo mere man arbejder, jo mere kan man også få udbetalt i boligstøtte eller særlig støtte, inden man når grænsen. Det giver en højere samlet indtægt.

Krav om 225 timers arbejde
Hjælpen bliver nedsat, hvis man har modtaget kontanthjælp eller overgangsydelse i sammenlagt ét år i løbet af de sidste tre år, og at man ikke har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder.
Kun almindeligt ustøttet arbejde tæller med. Dvs. arbejde, der er baseret på løntimer i et sædvanligt ansættelsesforhold. Så virksomhedspraktik og støttet beskæftigelse, f.eks. ansættelse med løntilskud, tæller ikke med.

Hvis man ikke har arbejdet det krævede antal timer, kan ydelsen bortfalde eller blive sat ned. Hvorvidt ydelsen bortfalder eller bliver sat ned (og hvor meget) afhænger af, om man er gift og hvilken ydelse, man modtager. Hvis man er gift kan den helt bortfalde.
Ydelsen bliver nedsat med enten 526,- kr. (i 2020) eller 1.054,- kr. pr. måned (i 2020) – afhængig af, hvor stor hjælpen er, hvis man ikke opfylder arbejdskravet.
Så med andre ord forventes det, at kontanthjælpsmodtagere er i stand til at varetage almene arbejdsopgaver, uanset deres personlige forudsætninger. Arbejdsopgaver, som brugere af Arbejde Adlers Hus ofte ikke er i stand til at udføre. Godt nok er selve tanken om, at skabe en forbedret kontakt mellem udsatte borgere og arbejdsmarkedet prisværdig. Men paradokset opstår når socialt og psykisk sårbare borgere, som er presset i forvejen, forventes at ændre adfærd og kunne varetage almindelige arbejdsopgaver, fordi de ellers fratages deres ydelser. Presset kan i værste fald betyde, at udsatte borgere skubbes længere væk fra arbejdsmarkedet og samfundet generelt, end før ordningen så dagens lys.

Sådan får man ret til hele ydelsen igen
Man får igen ret til fuld kontanthjælp eller integrationsydelse, når man har arbejdet mindst 225 timer i ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder. Men man skal være opmærksom på, at alle arbejdstimer skal ligge efter det tidspunkt, hvor ens ydelse er bortfaldet.
Den sociale blomsterhave
Samarbejde mellem hospital og frivillig organisation styrker nuværende og tidligere patienters rehabilitering.
Den Sociale Blomsterhave er et aktivitets- og samværssted, som åbner Bispebjerg hospitals have op for byens borgere. Haven besøges dagligt af mennesker, som skal sunde sig efter behandling, pårørende der afventer deres kære, ansatte som trænger til et pusterum, haveglade forbipasserende, naboer samt frivillige brugere, der hjælper med at passe haven. I sommerhalvåret anvendes haven også som ramme om miljøterapi og mål for små udflugter for patienter og som et alternativt samtalerum i grønne omgivelser.

Vær med i haven hele året
De første spadestik ramte græsplænen i juli 2016 og i løbet af sommeren tog haven form. Pt. råder den Sociale Blomsterhave over cirka 120 m2 bede i forskellige størrelser. Fokus er blomsterdyrkning – et populært og vitalt indspark i den gamle park. Hvert år plantes knolde, løg, stauder og ikke mindst masser af sommerblomster.
I slutningen af 2018 fik haven opsat en Dome, så det nu også er muligt at nyde haven under tag, når vejret ikke arter sig. Domen er indrettet med langbord, bænke, fåreskind og tæpper, og vi byder gerne på en kop varm kaffe eller te.

Plads til frivillige
Frivillige brugere er med til at passe haven og ambitionen er at skabe et meningsfuldt arbejdsfællesskab, hvor man kan føle sig velkommen uanset udgangspunkt under mottoet: ”Her må det godt gå langsomt”.
Arbejdsopgaverne tilpasses den frivilliges dagsform, årstiden og interesser. Man kan strikke en lap til det sociale kludetæppe, man kan deltage i lugelauget eller udleve sin indre gravko. Og måske supplere med at nyde dyrelivet, en kop kaffe eller gå på opdagelse i parken.

Mere end en have
Haven er et resultat af et samarbejde mellem Bispebjerg Hospital og Projekt Offside, som er en del af WeShelter.
I haven er der 1-2 medarbejdere og 1 i flexjob, som er i haven tre dage om ugen. Projektet har, udover at skabe et åndehul for besøgende, fokus på at være et trinbræt for personer uden for arbejdsmarkedet.
 
Adressen: Parken mellem Ebba Lunds Vej og Nielsine Nielsens Vej på Bispebjerg Hospital.
Åbningstider 2020: mandage, tirsdage og torsdage kl. 10 til 14

Et slidsomt liv – hvad har udsatte ældre brug for?

9. maj 2019 - Indlæg på Ensomme Gamles Værns konference Atypiske Ældreliv
Af Torben Larsen, formand for Landsforeningen Arbejde Adler

For omkring 15 år siden var jeg med til at åbne et nødovernatningssted i en af de københavnske kirker en vinter, hvor frosten var særlig streng. Nødovernatningen blev etableret, fordi en række kirkelige organisationer forventede at mange borgere fra de nye medlemmer af EU fra Østeuropa ville forsøge at forlænge opholdet på trods af vinteren og en manglende bolig. Det er nu ikke disse menneskers situation, jeg vil tale om, selvom den i sig selv var nok så problematisk med store risici, fattigdom og håbløshed, og selvom de fleste netop var kommet med et glimt af håb i øjnene og forventning af at opleve velstanden nordpå.

Iblandt dem, der opsøgte nødovernatningen var også en del danske hjemløse og særlig en, som jeg vil fortælle om. Det slog mig straks han kom ind i lokalet –  et sidelokale i krypten i kirken- lidt slidt, måske mest benyttet som arkiv for stole og materialer, som man ikke brugte hver dag, men der var varme og der var tørt. Carl var en lille mand, ordinært men pænt påklædt. Hans tøj virkede nok gammelt, men det var ikke påfaldende slidt. Carl så rimelig soigneret ud, og han havde et pænt og almindeligt sprog.

Nødovernatningen bestod af det mest nødtørftige, man kan forestille sig. Et liggeunderlag, en sovepose og muligheden for at få lidt brød og ost og en kop the. Carl blev også udstyret med liggeunderlag og sovepose, og han fandt en plads i lokalet op ad en væg. Vi lagde godt mærke til, at Carl havde lidt svært ved at lægge sig, men der var travlt – mange mennesker i lokalet, og han kom da ned, fik ro på sig og faldt i en dyb søvn. Næste morgen var det svært for Carl at komme på højkant. Jeg satte mig på hug ved hans leje og snakkede lidt med ham om situationen, hvordan han var havnet i den vanskelige situation, har var i, og først her gik det op for mig, at jeg sad overfor en gammel mand. Carl var på det tidspunkt 73 år, og jeg tænkte for mig selv: Hvordan i alverden havner en pæn gammel mand på et nødherberg for hjemløse?

Hans historie kort fortalt: Carl har levet et på de fleste måder ganske almindeligt liv. Fik ikke nogen lang skoleuddannelse og heller ingen uddannelse bagefter. Alligevel har han været i arbejde lige til folkepensionen. Carl har aldrig været gift og kun i korte perioder haft sig en kæreste. Han har altid mere eller mindre passet sig selv – ikke fordi han er sky, men han kunne godt lide det stille liv. Efter at han stoppede i jobbet, fik han sværere ved at huske og blev ofte svimmel. Han gjorde ikke noget ved det, men han glemte ofte vigtige ting, blandt andet at betale regninger. Det blev helt galt for nogle måneder siden, og han stod pludselig i den situation, at han blev sat ud af sin lejlighed. Carl havde ikke åndsnærværelse nok til at undgå det, selvom han måske nok havde penge til det.

Carl boede de næste måneder på det store Danhostel ved Langebro i København, men da pengene slap op, måtte han finde andre muligheder. Og her fandt Carl os i kirken.
Talte du ikke med nogen om din situation, spurgte jeg Carl, og hvad fik du dagene til at gå med? Han sagde, at det var første gang, at han havde fortalt om tabet af lejligheden. Han besøgte museer, butikscentre, kørte meget i tog osv. Det gav ham lidt fornemmelse at være en del af noget, og det holdt ham varm det meste af dagen.
Carl var helt tydeligt i en vanskelig situation, og så var han ensom. Han boede hos os i den måned, vi holdt nødovernatningen åben, og han viste sig at være et varmt og sødt og åbent menneske, flere af de besøgende havde det godt med. Han gled godt ind i fællesskabet fra aften til næste morgen, men han gik for sig selv om dagene. Nødovernatningen var åben fra kl. 22 aften til kl. 8 morgen.

Vi fandt en seng til Carl, så han ikke skulle sove på det tynde underlag direkte på gulvet, og vi fik skabt kontakt til et bofællesskab, der tog Carl under deres vinger, da vi lukkede.
Er Carl et enkeltstående tilfælde, eller er det mere almindeligt end man tror, at der er ældre mennesker, der kommer i lignende situationer?
Selvom det i sagens natur er meget vanskeligt at gennemføre tællinger af hjemløse, er det alligevel lykkedes VIVE – Det nationale forskningsinstitut for velfærd at opstille en målemetode, der virker troværdig. Ved den seneste tælling registreredes 6.635 hjemløse, hvilket i forhold til tællingen i 2009 var en stigning på 33%. Stigningen er i antal hjemløse på 1637 mennesker. Af disse er 1383 at finde i aldersgrupperne over 50 år. Det vil sige, at 84% af den stigende hjemløshed fra 2009 til 2017 kan forklares med de flere ældre hjemløse, der er kommet til.

Det er skræmmende tal og appellerer til løsninger. Jeg er godt klar over, at der er mange forklaringer på denne udvikling, blandt andet at sundhedstilstanden hos grupper af socialt udsatte er blevet bedre – underforstået – at de lever længere. Ligeledes er opbrud i adfærdsmæssige skel mellem aldersgrupperne og udviskningen af dele af det, man kunne kalde ”borgerligheden” med til at ændre på tingene. Men uanset forklaringer, så er skredet sket markant hurtigt, og statistiske, sundhedsmæssige og sociologiske forklaringer er sådan set ligegyldige for de mennesker, der havner i situationer, de kan have vanskeligt ved at overskue.

Lad mig fortælle om endnu et menneske, der tæller -  eller kunne tælle -  i statistikken.
Carlo er en 58-årig mand, som henvises til Arbejde Adlers aflastning i København efter hospitalsindlæggelse, fordi han er hjemløs og ikke kan tage vare på sig selv i den aktuelle situation. Han har brækket armen og brud på kæben. Carlo er tydeligt slidt af lang tids alkoholmisbrug og hjemløshed. Han er undervægtig og fremtræder fysisk og psykisk betydeligt ældre end sin kronologiske alder. Han er uddannet håndværker, men har i nogle år arbejdet som værtshustjener. Han har familie i provinsen, men angiver en ven som nærmeste pårørende.
 
Carlo har brug for hjælp til personlig hygiejne og påklædning, han skal have flydende kost, er i behandling for epilepsi og har brug for hjælp til at huske at tage sin medicin. Under opholdet er Carlo meget hjælpsom over for sine medbeboere og vellidt af alle. Han får tiltrængt, nærende mad hver dag og pleje og omsorg. Alligevel er det svært at se, om han kommer sig, som månederne går, fordi hans fortsatte alkoholmisbrug belaster hans helbred.
 
Endelig får Carlo anvist en bolig. Men det viser sig, at han intet bohave har. Som mange andre socialt udsatte er han på vej ind i sin alderdom uden genstande, fotos eller andet, som han kan hæfte sin livshistorie op på. Carlo flytter midlertidigt ud til sin ven med en plan om, at han skal flytte i sin egen lejlighed inden for kort tid. Men ny sygdom støder til, og planerne smuldrer. Carlo kan ikke blive hos vennen og ender med at genoptage sit hjemløseliv, hvor han bor rundt omkring hos bekendte. Alkoholmisbruget fortsætter, og hans helbred forværres atter.
 
Carlos livssituation er på mange måder karakteristisk for socialt udsatte gamle.
For det første er han betydeligt ældet, selvom 58 år ikke er nogen høj alder. Mange års misbrug har sat sit tydelige præg på helbred og udseende, og som mange andre socialt udsatte gamle har han flere sygdomme, heraf mindst én kronisk. Dertil kommer tilbagevendende skader som følge af beruselse.
 
For det andet er han socialt dårligt stillet og har kun et skrøbeligt netværk. Han har ingen bolig og er uden udsigt til arbejde og dermed en større indkomst. Hans helbred vil næppe heller tillade et fuldtidsjob, hvis et sådan mirakuløst skulle vise sig. Kontanthjælpen kan kun lige holde ham flydende fra måned til måned, og der er ingen opsparing at trække på i den aktuelle krise. Familien er langt væk og ikke til nogen støtte. Under Carlos ni måneder lange ophold i Arbejde Adlers Hus modtager han fx ingen familiebesøg. Også på dette punkt ligner hans livssituation mange andre udsatte gamles. De er temmelig alene i verden.
 
Der vil nok altid være kroge af velfærdssamfundet, hvor hjælpen har svært ved at nå ind. Det ved enhver, der arbejder med socialt udsatte mennesker, og derfor er der også brugt mange penge og foretaget mange forsøg på at forbedre situationen for mennesker på kanten af samfundet. Mest tydeligt er det, når det drejer sig om yngre hjemløse, misbrugere af alkohol og stoffer og mennesker med psykiske problemer. Der er mange gode indsatser – og der er også en del uden den store effekt, men det er ikke emnet her – det der er påfaldende er, at der kun er meget lille opmærksomhed på ældre i socialt udsatte positioner. Og hvorfor nu det?

Vi er nødt til at acceptere, at mennesker er forskellige. At det, vi drømmer om ikke er det samme, og at vi ofte handler modsat af det, vi egentlig ønsker. Og det er jo ikke noget nyt. I den forbindelse kan det være godt at huske på et godt bibelcitat: Det er de kendte ord fra Paulus i Romerbrevet ” For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. I et velfærdssamfund er det om at give plads til mennesker, at give plads til dem, der ikke nødvendigvis ligger indenfor for ”det normale”, hvad det så end er. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at gøre noget. Jeg synes, det er helt forkert, som man desværre ind i mellem hører det, at det er en menneskeret ”at gå i hundene”.
Vi skal som samfund kunne rumme, at der er nogle mennesker, der lever anderledes eller alternativt, og vi skal ikke vende ryggen til dem og sige, at det må de så også selv om. Nej, vi skal rumme dem i fællesskabet ved at sørge for den omsorg, der skal til for at enhver kan få et liv, der svarer til det, man gerne vil. Mere eller mindre.
Derfor skal vi bruge og måske opfinde nye måder at få socialt udsatte mennesker til at føle sig mindre udsatte og til at høre til i et mere rummeligt fællesskab. Det gælder alle aldersklasser, men det bliver mere tydeligt og nødvendigt blandt de ældre. Både dem der har levet på kanten det meste af livet, og dem der kommer på kanten ved livets tilskikkelser og tilfældigheder.

Det er oplagt at tænke i alternative boliger, hvor livet kan leves som man gerne vil leve det. Det er også oplagt, at disse boligformer skal være på en sådan måde, at de ikke skaber men afhjælper ensomhed. Opgaven består i at acceptere, at nogle mennesker vil leve på en måde, som vi al mindelige mennesker ikke finder værdigt. Men værdige er vi alle sammen og afgør selv om vi er det.

Og så lige til sidst: Den allersidste del af livet skulle gerne være uden klassedeling. Derfor er det vigtigt at etablere hospice, hvor også socialt udsatte kan slutte livet på en værdig måde.
 
   

Stor donation af kunst til Aflastningsafdelingen

16. juni 2018 af Dorte S. Andersen, Centerchef i  Arbejde Adlers Hus

Kunst gør os klogere, mere eftertænksomme, nysgerrige. Den inspirerer os gennem farver, motiver, symboler og sætter vores tanker og følelser i gang. Nogle gange blive vi simpelthen bare glade af at se på et kunstværk. Kunst bør derfor være tilgængelige oplevelser for alle. Netop derfor er det rigtigt dejligt for både beboere og medarbejdere, at Arbejde Adlers Hus har modtaget en stor donation af malerier af kunstneren Steen Lorenzen.

 
Steen Lorenzens malerier er hængt op i vores Aflastningsafdeling, hvor vi ved en reception forleden kunne møde og gå i dialog med den gavmilde kunstner. Malerierne - ja selv rammerne - myldrer med prikker, skyer, parasoller, badebolde, striber og mariehøns i alle mulige farver, og de tilfører afdelingen både varme, glæde og morskab.

Når der er langt til de nære

Arbejde Adlers Hus driver værestedet Oasen, et åbent værested som blandt andet søges af mange ensomme mænd og kvinder. Læs souschef Dorte S. Andersens artikel ”Ensomhed. Når der er langt til de nære”, som beskriver, hvordan ensomhed og sygdom kan betyde, at kontakten til et værested kan udgøre hele ens netværk. Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad mandag d. 8. august 2016

Du kan læse artiklen her.
Nyhedsarkiv
Nyt om Aktiviteter
Kontakt os
Kontakt os på telefon 35 31 12 22
 
Arbejde Adlers Hus | Thorsgade 61 | 2200 København N