Arbejde Adlers Hus
35 31 12 22

Værdigrundlag

Værdighed, selvrespekt og næstekærlighed
Arbejde Adlers Hus er er en selvejende institution som er folkekirkeligt forankret. Vi er en del af den sociale landsforening, Landsforeningen Arbejde Adler, som via en række tilknyttede medlemsinstitutioner arbejder på at hjælpe mennesker, som i kortere eller længere tid befinder sig i vanskelige livssituationer som f.eks. misbrug, psykisk sygdom, social ustabilitet eller hjemløshed.
Vi er stiftet i 1911 under overskriftens tre bærende værdier. For at afhjælpe den nød og elendighed, der herskede. Og som det ligger i vort navn, at “…fremme Hjælp…ikke ved Almisse, men ved Arbejde”.
Tiden og virkemidlerne er helt andre i dag, men vort arbejde er desværre stadig aktuelt og nødvendigt. Fordi der er mere fattigdom. En stigende ulighed. Et tiltagende bureaukrati for samfundets svageste. Og generelt utilstrækkelige sociale foranstaltninger.
Arbejde Adlers Hus ønsker at være en institution kendt for:
  • At levere ydelser af høj faglig kvalitet
  • At have fokus på ligeværdighed, sundhed og omsorg for det hele menneske
  • At være en troværdig og lydhør samarbejdspartner
Og vi fokuserer vort arbejde på tre grundlæggende menneskelige rettigheder, nemlig:

Retten til arbejde:
Alle mennesker har behov for - og derfor også ret til - at bruge de ressourcer, man er i besiddelse af og bidrage til sociale fællesskaber. Det giver værdighed og selvrespekt.
 
Retten til hjem:
At have sin egen bolig er en essentiel ret for et menneske. Men der er langtfra boliger nok, som kan betales, og slet ikke 'skæve' og 'unormale' støttede boformer.
 
Retten til liv:
Hvert enkelt menneske, der lever alternativt eller på kanten, bør have retten til at formulere 'det gode liv' og leve en så meningsfuld tilværelse som muligt.

 

 
 
 
Kontakt os
Kontakt os på telefon 35 31 12 22
 
Arbejde Adlers Hus | Thorsgade 61 | 2200 København N